Vandkraft og aluminium

Aluminiumsproduktion er en af de mest energikrævende industrier i verden. Fra slutningen af 1800-tallet og frem til 1950'erne var langt hovedparten af verdens aluminiumsproduktion baseret på vandkraft placeret i nærheden af vandkraftpotentialer. Aluminium og vandkraft har således haft en historisk sammenhæng.

Først senere blev der udviklet kul- og oliebaserede elværker af tilstrækkelig størrelse til fremstilling af aluminium, og der blev udviklet transmissionsledninger, som gjorde det muligt at placere aluminiumsværket længere væk fra elektricitets­produktionen.

Lande uden vandkraftpotentialer eller med begrænset mulighed for at udvikle ny, konkurrencedygtig vandkraft­, men med store kul- eller naturgasreserver, har dermed også haft mulighed for at etablere aluminiumsindustri. 

Grønland har aldrig tidligere haft brug for de største vandkraftpotentialer. De største vandkraftpotentialer er placeret langt væk fra byerne, og rummer meget større energi, end vi selv kan udnytte. Da vandkraftværket ved Nuuk blev bygget i 1989-1993 blev dette set som et meget stort værk i grønlandsk perspektiv – et vandkraftpotentiale, som byen ikke ville kunne udnytte i mange år frem. Vandkraftværket blev i 2008 udvidet fra 30 megawatt (MW) effekt til 45 MW, men alligevel udnyttes under halvdelen af områdets samlede vandkraftpotentiale.

Et moderne aluminiumsværk kræver flere hundrede MW, og der er således god sammenhæng mellem størrelsen af Grønlands allerstørste vandkraftpotentialer og aluminiumsindustriens energibehov. Hvis vore vandkraftpotentialer også er internationalt konkurrencedygtige (lav langsigtet elpris), er nogle af de vigtigste forudsætninger for realisering af aluminiumsprojektet opfyldt.