Transmissionslinje

For at bringe elektriciteten over de store afstande fra vandkraftværkerne til Maniitsoq skal der etableres lufttransmissionslinjer, lige som vi allerede kender dem fra eksisterende vandkraftværker - blot kraftigere og længere.

For at bringe elektriciteten over de store afstande fra vandkraftværkerne til Maniitsoq skal der etableres lufttransmissionslinjer, lige som vi allerede kender dem fra eksisterende vandkraftværker - blot kraftigere og længere.

Fra Tasersiaq-vandkraftværket ved Evighedsfjorden skal transmissionslinjen løbe i alt cirka 125 km mod sydvest til Maniitsoq og undervejs passere meget vanskeligt terræn. Gletsjere, laviner, søer inddæmmet af is, ekstrem vindbelastning samt fjordkrydsninger er alt sammen forhold, der skal tages højde for ved planlægning af ruten.

Fra Tarsartuup Tasersua skal en potentiel linje løbe i alt cirka 169 km mod nordvest til Maniitsoq. På de sidste 23 km af strækningen forventes de to linjer at samles og løbe parallelt det sidste stykke mod Maniitsoq.

Masterne der skal holde luftledningerne oppe, skal være meget stærke og laves af stål. Normalt ville man foretrække at transportere masterne ad landjorden, og opstille dem med kran, men på grund af det vanskelige terræn, vil det oftere være nødvendigt at benytte helikopter.

Transmissionsledningen vil bestå af en aluminiumslegering viklet om en stålkerne for at øge styrken. Aluminium foretrækkes som materiale i højspændingsledninger, da det leder elektricitet næsten så godt som kobber, men aluminium er et både meget lettere og billigere materiale.

På nedenstående kort kan du se, hvorledes man på baggrund af feltstudier fra 2007 - 2009 har forestillet sig at en transmissionslinje kan gå.

Transmissionslinje